VM i fodbold står for døren, når første opgør fløjtes i gang i Nordamerika den 11. juni. VM-udgaven i 2026 bliver større end nogensinde, da der er 48 hold med i slutrunden. Det betyder ikke blot flere fodboldkampe og mere spænding og underholdning, det betyder også flere spændende VM-outfits at udforske. Det er naturligvis ikke trøjerne, der stjæler fokus normalt, medmindre et hold stiller i et uhørt vildt design – men VM-trøjerne har alligevel haft for vane at blive hængende på nethinden mange år efter VM-slutrunden er slut.
Vi husker vinderne af slutrunderne, vi husker også de vildeste mål, men sært nok husker mange af os også visse spilledragter. Der vil blive introduceret 48 nye trøjer til sommerens slutrunde, og i den anledning ser vi her tilbage på VM-historiens mest ikoniske trøjer, som kom i fokus for enten sit vilde design, flotte farver eller helt igennem grimme look. Enkelte trøjer skilte sig også ud for selve den handling, de var involveret i – men mere om det senere i artiklen.
Jorge Campos alt for store og farverige målmandstrøje
Året er 1994 og der er VM i USA. Brasilien vinder finalen i en tæt spillet og halvkedelig kamp hvor den store offensive stjerne, Roberto Baggio, brænder det afgørende straffespark for Italien i finalen. Alle husker Baggios afbrænder, fordi den trodsede alle odds og virkede så helt uretfærdig ovenpå Baggios fantastiske slutrunde indtil da. Men VM i 1994 huskes ikke kun for Baggios afbrænder, den lille mexicanske målmand Jorge Campos er også på manges nethinde her over 30 år efter.
Mexico nåede ikke længere end til ottendedelsfinalerne, hvor man blev slået ud af Bulgarien. Ikke desto mindre vil alle stadig huske keeper Jorge Campos enorme trøje. Jorge Campos var, trods sin rolle som målmand, blot 1,70 meter høj. Det er bemærkelsesværdigt nok i sig selv. Mexicos delegation valgte alligevel at sende Campos på banen i en målmandstrøje, der mindst var to numre for stor. Ingen ved, om det var et forsøg på at gøre Campos større end han reelt var, eller om man blot aldrig havde fået taget mål af keeperen.
Faktum er at billedet af lille Jorge Campos i en alt for stor og alt for farverig målmandstrøje for evigt brændte sig fast på mange fodboldelskeres nethinde. Hvis der var odds på om en lignende trøje nogensinde rammer en ny slutrunde, så ville de utvivlsomt være høje. En tilsvarende trøje á la Jorge Campos’ er aldrig set før eller siden. Men man skal selvfølgelig aldrig sige aldrig.
Terry Butchers blodtilsølede trøje fra kvalen til VM i 1990
Denne trøje er ikke hentet fra en decideret VM-slutrunde, men i stedet fra kvalifikationsspillet. Vi skal tilbage til 1989 og kvalifikationen til VM i Italien i 1990. Her mødte England det svenske landshold i september 1989 i Stockholm. Det er ikke så meget selve kampen eller resultatet, som fodboldelskere erindrer fra opgøret, det er snarere den engelske centerforsvarer Terry Butcher og i særdeleshed Terry Butchers trøje.
Terry Butcher slog sit hoved tidligt i kampen og fik en stor flænge i panden. Han blev kortvarigt taget ud og man valgte at give ham et par hurtige sting og en bandage om hovedet. Butcher blev derefter sendt tilbage på banen og spillede resten af kampen – men ikke uden at vække opsigt.
Selvom England ikke vandt opgøret (det endte i en målløs uafgjort), så var det Butchers trøje, der stjal billedet og historien efterfølgende. Butchers hovedbandage var smurt ind i blod og hans trøje var, efter 90 minutter, fuldstændigt sølet ind i blod, i sådan grad at der stort set ikke var en lys plet tilbage på hans engelske og ellers helt hvide landsholdstrøje.
Argentinas VM-guldtrøje fra 1986
Ingen trøje udover den velkendte gule brasilianske trøje har været genstand for så mange genproduktioner som Argentinas landsholdstrøje fra VM i Mexico i 1986. Slutrunden markerede også den første VM-deltagelse for Danmark, som faktisk selv optrådte i en i dag ekstremt ikonisk rød-hvid landsholdsdragt, men Argentinas stjal alligevel billedet.
Der er flere gode grunde til at netop den trøje er blevet så populær. Argentinas flag med de hvide og blide lyseblå farver betragtes af mange som et af verdens smukkeste flag. Det er derfor heller ikke underligt, at Argentinas landsholdstrøjer ofte betragtes på samme måde. Der er bare noget ved sammensætning af de to farver, som virker næsten tidløst og evigt moderne.
Men udover farverne skyldes populariteten naturligvis også en spiller i særdeleshed: Diego Armando Maradona. Den lille karismatiske 10’er fra Argentina stjal billedet og blev nærmest indbegrebet af Argentinas landsholdstrøje. Argentina spillede sig i finalen på baggrund af eminent spil af Maradona og vandt her 3-2 over det tidligere Vesttyskland.
Maradona nettede ikke i finalen, men scorede det famøse mål med hånden (guds hånd) samt et andet mål efter et smukt sololøb i kvartfinalen mod England. Billedet af Maradona der hænger i luften og med armen i vejret efter at have bokset læderet i mål med venstre hånd er for evigt brændt fast i nethinden på enhver, der så eller har genset kampen sidenhen.